Jeg er generelt for privatliv og imod overvågning. Det tror jeg også mange herinde er.
Dog kan jeg godt blive lidt i tvivl om hvor grænsen går når jeg læser om terrorangrebet der var planlagt mod Taylor Swifts koncert i Wien.
Med hjælp fra internationale partnere lykkedes det at afværge terrorangrebet. Det fortalte den østrigske indenrigsminister på pressemødet.
- Efterforskningen blev hjulpet betydeligt af internationale partnere, da vores lovgivning forbyder at overvåge Messenger-beskeder, sagde indenrigsministeren Gerhard Karner og tilføjede:
- Situationen var alvorlig og er alvorlig. Men vi kan også sige: En tragedie blev afværget.
Så, hvis jeg læser det korrekt, så er overvågning af Messenger ulovligt i Østrig, men ikke i de andre lande som Østrigs politi arbejder sammen med. Og det er gennem dette samarbejde med de andre lande at man har fundet frem til terroristerne. Altså har Østrigs partnerlande overvåget Messenger på Østrigs vegne, kan man sige.
Hvis ikke den overvågning var på plads kunne det have været et terrorangreb vi hørte om i nyhederne i stedet for afværgelsen af et terrorangreb. Og så kan jeg jo godt blive lidt i tvivl om overvågningen er så dårlig endda.
På den anden side kunne terroristerne jo lige så godt have brugt en end-to-end-krypteret tjeneste, som fx Matrix eller krypteret email for den sags skyld. Det var de så (heldigvis) ikke kloge nok til at have tænkt over. I det tilfælde ville mere overvågning ikke have hjulpet noget.
Hvad tænker i omkring det?
Simpelt nok for mig:
Så vidt jeg forstår er det ikke nogen der er blevet opsnappet ved hjælp af masseovervågning.
Hvad får dig til at tro det? Hvis det er noget der er blevet overvåget på Messenger, så tænker jeg da at det er masseovervågning og ikke en målrettet overvågning på Messenger af bare de personer?
Det tror jeg fordi at der ingen steder står at det er dét der er sket. Der kan være mange måder de er blevet gjort opmærksom på planerne. Det kan være et tip eller på et forum hvor radikaliserede typisk mødes. Den mistænkte har ifølge artiklen på DR også haft anskaffet kemikalier til fremstilling af bomber, så det kan også være ét sted politiet er blevet gjort opmærksom på personen.
Jeg kan ikke blankt afvise at Meta eller en amerikanske efterretningstjeneste har kontaktet Østrig baseret på noget der er dukket op i et automatisk filter, vi ikke ved om eksisterer, men det ville være ren spekulation. Det eneste jeg kan komme frem til udfra det jeg kan læse om Metas E2EE i Messenger er at det er nødvendigt at Meta selv er direkte involveret i en overvågning. På den baggrund virker det mest sandsynligt at Meta kan deaktivere E2EE for udvalgte mål.