Jeg er syg og har endeligt taget mig sammen til at se Rebel Moon.

Den er ok. Ret flot lavet, lidt for forudsigelig, men overordnet nem at leve sig ind i. Samtidigt føles den nu også lidt som at gå med klipklapper i snevejr… det fungere men er ikke helt som det skal være.

Jeg må se om part 2 ændre på dette

Hørte P1 i dag på vej sydpå, gennem et fantastisk smukt sydjysk landskab. Der var en snak om dansk kultur, hvordan vi i Danmark har haft en stil inden for kunsten og kulturen, der har været præget af sikkerhed, tryghed og det faktum, at vi reelt aldrig har oplevet krig og verdens gruheder tæt på. En kultur, der måske har kunnet tillade sig at være naiv, fordi vi har levet i en boble af stabilitet.

Det var en spændende debat om, hvor vores kultur er nu, og hvor den er på vej hen i lyset af verdens nuværende situation. Måske kræver det, at vi overvejer at fokusere mere på kulturen i en tid, hvor vi rykker tættere på hinanden og væk fra fx USA og hvor verdens uroligheder og konflikter pludselig føles mere nærværende. Hvordan kan kunsten og kulturen afspejle og bearbejde den usikkerhed, der breder sig?

Det førte til en snak om … og jeg kan ikke huske hvorfor … Men en snak om hr. Brygmanns nye sang om at lukke og slukke, “Det var så det”. Det er ikke helt min smag, og hr. Brygmann har aldrig været det for undertegnet, omend han er en dygtig tekstforfatter. Men for de to i studiet var det noget så rørende. Sangen talte om det, formoder vi, han har været igennem, og de var enige i, at det er en forfærdelig oplevelse for både krænkede og den, der krænker. At det ikke er nødvendigt for alle at stå frem, når den modtagelse, man får, sjældent lever op til det håb, man måske har haft. Tiden har en tendens til at være utrolig grov over for sådanne historier.

Dertil at vi skal blive bedre til at rumme hinanden som mennesker og være mere åbne for, at lytte… Med mere… Hvilket jeg selv godt kan se det medmenneskelige i, men jeg har selv utrolig svært ved det. Især når set handler om misbrug af magtpositioner omkring mænd. Men enig i vi skal blive bedre til at rumme og have mindre had.

Det fik mig til at tænke over, hvordan vi som samfund møder de mennesker, der har begået fejl eller været udsat for dem. Er der plads til nuancer, eller er vi blevet så polariserede, at vi kun ser i sort og hvidt? Hvordan kan kulturen og vi som individer bidrage til en mere rummelig og forstående samtale, hvor der også er plads til at lære af fejl og vokse?

Det gør jeg jo ret tit i mit arbejde med borgerene. Der ikke alle har plus på karma kontoen.

Måske er det netop i kunsten, at vi kan finde rummet til at udforske de svære spørgsmål, uden at dømme eller fordømme. For hvis vi ikke kan tale om det svære, hvordan skal vi så nogensinde forstå det?